Morten Larsen, stifter af Hungry.dk, er indtrådt som investor og bestyrelsesformand i IOspect ApS.

Morten Larsen er kendt for sin succes med at digitalisere og udvikle stærke brands som DBA, Just Eat, Miinto, Chef Made, Luxit og som stifter og ejer af Hungry.dk.

Morten Larsen,
bestyrelsesformand i IOspect ApS

“Jeg har fulgt IOspect gennem længere tid og det er et fantastisk produkt og service de har udviklet. Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at udvikle en virksomhed med stærke værdier, et skarpt team, og et stort potentiale for skalerbarhed nationalt som internationalt,” siger Morten Larsen og fortsætter “og så er jeg rigtig glad for at virksomhedens DNA er bygget på et ønske om at optimere tid og arbejdsgang.”

IOspect ApS udvikler dokumentationsværktøjer der sparer tid og gør besværlige dokumentationsprocesser nemme. Ideen til virksomheden opstod da Jan Høilund Christensen efter flere år som selvstændig var træt af at bruge en masse tid på administration efter normal arbejdstid, tid som han hellere ville bruge sammen med familien.

“Jeg brugte hele arbejdsdagen på at servicere mine kunder, og når jeg kom hjem var det nødvendigt med nogle timer på kontoret for at afslutte sagerne. Jeg havde et ønske om at kunne afslutte sagen direkte ude hos kunden, og så holde fri med familien når jeg kom hjem. Jeg kontaktede derfor Jakob Conway-Blake med ideen til en dokumentationsapp der kunne optimere mine dokumentationsopgaver. Det blev startskuddet til at vi sammen grundlagde IOspect,” siger Jan Høilund Christensen.

Idag har IOspect udviklet apps til digitale flyttesyn af lejeboliger, digitale serviceeftersyn af varmekilder, eftersyn af solceller, og en app der hjælper isolatører med at beregne og dokumentere isoleringsopgaver.

“Der er et kæmpe uforløst potentiale i digitaliseringen af dokumentationsopgaver, f.eks i forbindelse med lovkrav. I mange tilfælde bruger man stadigvæk papirskabeloner, men bruger man vores apps så sparer man både papir og tid som man kan bruge på at lave flere opgaver og dermed optimere forretningen. For at løfte IOspect til næste niveau har vi søgt “kloge penge”, og nu har vi fået 3 meget kompetente investorer med i ejerkredsen,” siger Jan Høilund Christensen.

Udover Morten Larsen træder Michael Larsen og Thomas Ruhnau ind i IOspect som investorer og bestyrelsesmedlemmer.

Thomas Ruhnau er Direktør og ejer af Prosellers A/S. Thomas er specialist i outsourcing af salgsfunktionen og har en stærk track record mht optimering, rentabilitet og synergieffekter.

Michael Larsen, er indehaver og partner i flere telemarketingvirksomheder, bl.a. Salgsbureauet og Telemarketingbureauet. Michael har stor erfaring med organisationsudvikling og salgsstrategi.

Baggrundsinfo:
Ejerkredsen i IOspect ApS består desuden af Jan Høilund Christensen og Jakob Conway-Blake. IOspect udvikler software til mobile enheder, hvor målet er at optimere arbejdsgange som før var omstændelige og tidskrævende. En intuitiv brugeroplevelse med intelligente spørgsmål og svar, koblet med suveræn support og en meget attraktiv afregningsmodel, gør at IOspect står som en central spiller på flere markeder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *